GRATIS FRAGT FRA 450KR    ELLERS FRA 29KR     30 DAGES RETURRET     1-3 DAGES LEVERING man-fr 

JULE SHOPPING I GALERIES LAFAYETTES OG DEN BEDSTE VARME CHOKOLADE I PARIS 

december 4, 2023

Hvis du planlægger en shoppingtur til Paris i december, der skal bringe dig i julestemning, skal du tage forbi det parisiske stormagasin Galeries Lafayettes Haussmann. Hvert eneste år strømmer folk til det ikoniske stormagasin for at opleve årets juleudstilling. Og efter en god shoppingtur fortjener du en varm og sød juleforkælelse. Hvad siger du til en god kop varm chokolade? Jeg giver dig tre steder i Paris, hvor du både vil nyde din varme chokolade og atmosfæren.

Galeries Lafayettes Haussmann, 40 Bd Haussmann, 75009 Paris

Galeries Lafayette Haussmanns juleudstilling 

Hvert år til jul afslører Galeries Lafayette Haussmann et fabelagtigt nyt tema. Sidste år kunne man opleve "Mine drømmes jul" (”Le Noël de mes rêves”) af designeren og stylisten Charles de Vilmorin. Den unge designer har hentet sin inspiration til udstillingen fra de psykedeliske verdener kendt fra Tim Burtons film og Salvador Dalís kunst, og derfor var sidste års juleudstilling og julepynt fuld af surrealistiske elementer skabt i samarbejde med Atelier Bournillat. 

Oplev det kæmpestore juletræ, som troner under den majestætiske kuppel midt i stormagasinet og tag et kig på de ti udstillingsvinduer fulde af julede og sjove tableauer. Nu er du klar til lidt shopping. Hos Galeries Lafayettes kan du desuden finde mange af de mærker, som jeg selv forhandler 😉.  

Nu er det tid til at hvile benene og læne dig tilbage med en kop varm chokolade. Heldigvis behøver du ikke engang at forlade Galeries Lafayettes, for det er her, du finder min første anbefaling – La Manufacture d’Alain Ducasse. 

Alain Ducasse 

Alain Ducasse er uden tvivl en af de bedste parisiske chokoladefabrikanter. I hans smukke butikker finder du chokolade i alle dens former. Og når vintersæsonen nærmer sig, flokkes madinteresserede og lækkersultne franskmænd og turister hos Alain Ducasse for at forkæle sig selv med en af de bedste varme chokolader i Paris. 

Le chocolat Alain Ducasse, corner Galeries Lafayettes Haussmann, 75009 Paris

Angelina 

Hvis du er på besøg i den franske hovedstad i vinterhalvåret, så er Angelinas varme chokolade ikke til at komme uden om. Her serveres den ultrarige, varme chokolade med en lækker kastanjecreme og flødeskum, præcis ligesom den gjorde for 120 år siden, da Angelina slog dørene op. Mens du drikker din gourmet chokolade i den fine lounge, kan du nyde de fine art nouveau og art deco detaljer, der pryder både vægge og lofter. Man kan næsten mærke historiens vingesus i de smukke lokaler. 

Angelina Paris, 226 Rue de Rivoli, 75001 Paris

Chez Mamie Gateaux 

Luk øjnene og forestil dig, at du sidder i din bedstemors stue med en kop varm chokolade, der er lavet med kærlighed – sådan føles det, når man er hos Mamie Gateaux! Den fine the salon er fuld af retrodetaljer, og du får svært ved ikke at bede om en af hver af de traditionelle kager, der smager så (jule)englene synger. Så sæt dig godt til rette, nyd din varme chokolade og tag et velfortjent hvil. Hos Mamie Gateaux er der garanteret hygge på alle planer. 

Mamie Gateaux, 66 Rue du Cherche-Midi, 75006 Paris

Photo 1. & 4. Angelina Paris, 2. Instagram @raphaelmetivet, 3. @lechocolatalainducasse 5. @mamiegateauxparis

Copyright © 2024 Petit Cadeau Copenhagen
magnifiercrossmenuchevron-down